Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i vores SFO

VÆRKSTEDER, AKTIVITER OG LEG

Vores SFO er værkstedsopbygget. Det vil sige, at vi hver eftermiddag tilbyder forskellige værksteder både indenfor og udenfor. Vi understøtter udviklingen af en børnekultur, hvor der også er plads til at udvikle selvstændighed, og hvor man kan træffe selvstændige valg. Vi lægger vægt på, at det er børnenes fritid, og derfor er der oftest mulighed for selv at vælge, hvad man har lyst til at lege eller deltage i.

I overgangen fra undervisning til fritid hver dag gør vi meget ud af at børnene får et overblik over dagens tilbud i SFO. Dagens værkstedsaktiviteter fremgår af tavlen i køkkenet, og vi hjælper alle børn til at komme i aktivitet eller leg.

Krea
I Krea arbejdes der med at udvikle børns evne til fordybelse, kreativitet, finmotorik og fantasi, ofte med udgangspunkt i årstider og højtider – f.eks. fastelavnsmasker, lanterner til høstfesten og julegaveproduktion. I nogle perioder arbejdes der også tematisk med f.eks. ”kunst og musik” eller udsmykning af indskolingsområdet. Børnene stifter bekendtskab med forskellige teknikker og materialer og bruger alle sanser. At være i mesterlære, hvor ældre børn hjælper yngre børn (og omvendt) er et bærende princip i Krea.

Udeliv
Vores udelivsværksted handler om fællesskab og naturforståelse. At tænde bål er en absolut favoritdisciplin hos børnene. Udeliv kan også byde på snitteværksted med både træ og fedtsten. I vinterhalvåret åbner vi vores træværksted i skolens sløjdlokale.

Sport
Vi tilbyder en vifte af forskellige bevægelsesaktiviteter. Vi har fokus på sammenhold, grovmotorik, kropskontrol, sportsmansship, fair play, sundhed, leg og samarbejde. Det handler grundlæggende om at finde glæden ved at bevæge sig. Vi er aktivt deltagende i alle de kommunale sportsbegivenheder på tværs af klubber og SFO’er. F.eks. svømmestævne, håndboldstævne, fodboldstævne, bordtennisstævne. Op til de forskellige stævner, har vi naturligt fokus på disse. Desuden tilbyder vi kontinuerligt forskellige samspils- og bevægelseslege både indendørs og udendørs.

Teknoteket
Vi leger med f.eks. we-do, scratch, VR, 3D-printer, green screen i vores teknologiværksted på læringscentret. Igennem de fælles aktiviteter og projekter har vi fokus på at inspirere og hjælpe hinanden og gennem legen udvikle nye kompetencer. Det handler om kreativitet, fantasi, nysgerrighed, fordybelse og samarbejde.

De uformelle legerum
Foruden de beskrevne voksenstyrede aktiviteter og værksteder lægger vi vægt på også at tilbyde muligheden for mere uformelt samvær og leg. Vi har derfor indrettet vores fællesområde på førstesalen til en legebule med køkken/restaurantområde, lego-bord og bilbane. I køkkenet i stueetagen vil der altid være gang i tegning, brætspil og en rolig hyggekrog v. akvariet. På gangen tilbyder vi bordfodbold og bordtennis. Endelig skal det nævnes, at vi har en god, stor legeplads i indskolingen, som vi virkelig nyder at være på. DITIONER

Særlige traditioner
En gang imellem har vi særlige fælles begivenheder, som underbygger følelsen af fællesskab blandt børnene på tværs. F.eks. en påskejagt for alle børn eller ”vis hvad du kan”, hvor en gruppe af børn viser deres særlige talent ved et lille show for alle.
Et par uger om året vælger vi et særligt tema f.eks. cykeluge eller OL-uge, som alle børn og voksne deltager i om eftermiddagen.

PRAKTISK INFO

Eftermiddagssamling
Der bliver serveret et let mellemmåltid eller frugt i tidsrummet 14.00-15.00 hver eftermiddag i SFO. En pædagog står for eftermiddagens ”samling” gerne som en pædagogisk aktivitet med involvering af nogle børn i forhold til tilberedning og servering. Det er ikke et egentligt måltid, vi tilbyder, så vær opmærksom på, om dit barn har brug for ekstra mad med hjemmefra til de lange dage.SN

Kontrolleret pasning og Aulas komme-gå-modul
For at sikre kontrolleret pasning, skal barnet både krydse sig ind og ud via komme-gå-modulet i Aula. Dette gøres i praksis på de opsatte iPads på gangen eller i køkkenet. Et par praktiske bemærkninger omkring afhentning:
- Vi udleverer ikke barnet til andre end jer uden en særlig aftale. I markerer blot i komme-gå-modulet i Aula, hvis der er bedsteforældre eller andre, der henter.
- Husk at sige ordentligt farvel til en voksen hver dag.
- Det er altid godt at hente sit barn i SFO. Det giver både medarbejdere og forældre mulighed for at tale sammen. Nogle af de ældste børn går selv hjem om eftermiddagen. Dette registreres også i komme-gå-modulet. 
Vær opmærksom på at vores SFO-telefon først bliver taget efter kl. 13.30 hver dag. Har I brug for at komme i kontakt med os i løbet af formiddagen, henviser vi til skolens telefonnummer.

Garderober
Alle børn har deres egen garderobeplads. Det er en god idé at have skiftetøj og indesko liggende i garderoben. Vi er ude hver eneste dag, så husk endelig også varmt tøj og regntøj, og på de solrige dage husk at smøre solcreme på hjemmefra.
Det er vigtigt med navn i tøjet. Hjælp dit barn med at holde orden i garderoben.