Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Søborg Skole
Mobil menu

Indskolingen

Indskolingen 0.-3. klasse

I indskolingen på Søborg Skole skal børnene have et godt børneliv, opleve glæden ved at lære samt  opleve værdien af at være en del af et større fællesskab.

God overgang fra børnehave til skole
Det lægger os meget på sinde, at børnene får en god overgang fra børnehave til skole. Vi har et tæt og velfungerende samarbejde med børnehusene i vores område, hvor vi blandt andet samarbejder omkring pædagogisk kontinuitet, der sikrer en høj grad af genkendelighed og tryghed for det enkelte barn ved skolestart.

Når vi modtager en ny årgang 1. juni hvert år, er den første og største opgave at gøre børn og forældre trygge. Vi arbejder med at understøtte alle de nye sociale relationer. Vi gør os umage med at lære det enkelte barn og deres forældre at kende.

Teamet som hverdagens anker
På Søborg Skole arbejder lærere og pædagoger arbejder tæt sammen i hverdagen omkring den enkelte årgang. Teamet har et godt blik for det enkelte barns læring og trivsel, og er også optaget af udviklingen af det gode børnefællesskab. Vi har det fælles mål at udvikle børnenes faglige, sociale og personlige kompetencer.

Der holdes teammøde hver eneste uge, og på mødet drøftes en fælles pædagogisk tilgang, de kommende faglige forløb i klassen, børnenes trivsel i hverdagen, der planlægges særlige dage eller omlagte uger.

PALS som fælles pædagogisk værktøj 
Søborg Skole arbejder med PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil). Vi møder vores børn positivt og anerkendende, og vi er gode rollemodeller. Det betyder, at børnene mødes af voksne, der er empatiske, nærværende og tydelige i vores samvær med børnene.  

Vi arbejder aktivt med forventninger til samvær og adfærd. Vores arbejde med PALS tager udgangspunkt i de tre grundlæggende værdier: Ansvar, respekt og tryghed.S

Vi er optaget af, at det enkelte barn lykkes med at skabe trygge og sunde relationer til kammerater og voksne. Desuden er det vigtigt, at alle kan se værdien af at tilhøre et fællesskab og kan se deres egen rolle i forhold til fællesskabet. På Søborg Skole arbejder vi bevidst med udvikling af et stærkt ”VI”. 

At lære at lære
Vi tilrettelægger en varieret undervisning, der både rummer fælles oplæg, gruppearbejde samt opgaver, der skal løses på egen hånd. Vi bruger ofte bevægelse i undervisningen, og tilbyder variation i form og indhold. I børnehaveklassen hænger leg og læring nøje sammen – og dette princip fortsættes igennem hele indskolingen. Vi ved, at børn lærer på mange forskellige måder, og vi er meget optaget af, at det enkelte barn ”lærer at lære” samt bliver ekspert i egne læringsstrategier.

Vi giver og modtager feedback i undervisningen hver dag, og børnene lærer hurtigt, at det er ok at fejle.

Den digitale lærebog
I skoletasken bor en ”skole-iPad” allerede fra skolestart i 0. klasse. Denne iPad betragtes som en digital lærebog, og den bruges hvor vi finder det relevant. Vi tilgår mange bøger digitalt, vi spiller læringsspil både i dansk og matematik. Endvidere bruges iPaden f.eks. også til fotosafari, lyd- og filmoptagelser og leg med diverse robotter.

Skole-hjem-samarbejdet
Et tæt samspil mellem eleven, de professionelle voksne og forældrene prioriterer vi i hverdagen. Kommunikationen foregår dels ved aflevering og hentning og dels på Aula – det kan også være via en telefonopringning. Åben, ærlig og ordentlig kommunikation er i højsædet, og vi beder om at forældre hellere kontakter os én gang for meget end en gang for lidt.

Når man første gang bliver skoleforældre, og ens barn begynder i 0. klasse, så kan det føles uoverskueligt og stort at navigere i en ny skoleverden. Vi hjælper meget gerne!

I indskolingen inviterer vi til to faste skole-hjem-samtaler i børnehaveklassen. Derefter byder hvert skoleår på én skole-hjem-samtale. Er der brug for at mødes ud over det, så er vi naturligvis til rådighed. Forældre kan til enhver tid bede om et ekstra møde – skolen kan også indkalde til dette. Er det brug for det deltager f.eks. vores faglige leder i indskolingen, sundhedsplejersken eller repræsentanter fra pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR).

Om foråret inviteres forældrene ofte til et portefolio-arrangement i klassen, hvor eleverne præsenterer det, de har lært i løbet af året.

I august og september måned afholdes forældremøder i alle klasser. Hvert år vælges klassens kontakt- og trivselsforældre.