Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Søborg Skole
Mobil menu

Gruppeordningen på Søborg Skole

Beskrivelse af gruppeordningen

ADHD-pædagogik og PALS
Gruppeordningen på Søborg Skole er Gladsaxe Kommunes tilbud til elever med ADHD og andre opmærksomhedsforstyrrelser. Tilbuddet hører under rammerne i Folkeskoleloven og rummer elever fra 0.-9. klasse.
Gruppeordningen har ca. 40 elever fordelt på seks grupper.

Alle elever visiteres på baggrund af en psykologisk pædagogisk vurdering. Der tages løbende stilling til, om den enkelte elev profiterer af tilbuddet og skal revisiteres. Dette sker i et samarbejde mellem skolen, PPR og forældrene.

Gruppeordningen er placeret på Søborg Skole, der er en almen folkeskole. Det er med intentionen om, at eleverne i gruppeordningen er en del af det store fællesskab på skolen. Dette underbygges af muligheden for fælles pauser, aktiviteter på tværs, fritidstilbud og praktikforløb, hvor gruppeordningselever prøver kræfter med at deltage i almenundervisningen.

Gruppeordningen deler værdigrundlag med de øvrige skoletilbud i Gladsaxe Kommune. Værdierne i Børne- og Skolepolitikken er:

  • Alle børn og unge er værdifulde og har unikke potentialer.
  • Børn og unge er sociale og har ret til at deltage i fællesskaber, hvor de lærer og trives.
  • Børn og unge er aktive individer, der gennem handlinger og dialog med andre børn, unge og voksne er med til at skabe udvikling og læring.
  • Vi møder børn og unge med tillid, anerkendelse og positive forventninger og med fokus på deres styrker og potentialer. Vi inddrager børn og unge under hensyn til deres udvikling og modenhed.

Pædagogisk tilgang
Undervisningen i gruppeordningen skal hjælpe alle børn til at udnytte de potentialer de hver især har, både personligt, socialt og fagligt. ADHD-pædagogikken kredser om at skabe en specialpædagogisk ramme med fokus på struktur, forudsigelighed, plads til forskellighed, relationsarbejde, gruppens fællesskab og sprog. Eleverne i gruppeordningen tilbydes de samme fag og muligheder som eleverne på almenområdet. Vores ambition er, at eleverne bliver så dygtige de kan. De går i videst muligt omfang til afgangseksamen og bliver klar til en ungdomsuddannelse, ligesom alle andre folkeskoleelever.

Andre elementer i vores pædagogiske arbejde er:

  • PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil), der handler om motivation, tydelige beskeder, ros og anerkendelse.
  • Low Arousal, hvilket vil sige, at de voksne bevarer roen, er rummelige og forsøger at hjælpe børnene med at forebygge og nedtrappe evt. konflikter. Vi er altid optagede af at forebygge, efterbehandle og lære af vores erfaringer.
  • Co-teaching, som er en samarbejdsmetode, der har til formål at udvikle en inkluderende praksis.
  • Handleplaner, både individuelle og på klasseniveau, som har til formål at styrke faglig og social trivsel.

Læring og trivsel
Undervisningen tilrettelægges med blik for den enkelte elevs behov. Der arbejdes med specialpædagogiske materialer og individuelle hjælpemidler. Målet med undervisningen er at eleverne tilegner sig læringsstrategier, almen dannelse og livsduelighed. Vi fokuserer meget på elevernes oplevelse af mestring, så de bliver i stand til at træffe gode valg og videreudvikle deres kompetencer.

Målsætningerne for den enkelte elev justeres løbende, og der udarbejdes ligeledes elev- og handleplaner, der tager udgangspunkt i zonen for nærmeste udvikling samt elevens faglige niveau. Dette arbejde understøttes af hyppige elevsamtaler og udvidet skole-hjem-samarbejde.

Vi møder eleverne øjenhøjde, involverer os aktivt i deres fortællinger og har generelt et stort fokus på relationsarbejdet. I gruppeordningen er der er plads og rum til fleksibilitet og elevernes forskelligheder.

Hverdagen i gruppeordningen
I gruppeordningen har vi tydelige forventninger til eleverne og arbejder i klasserne med fast struktur, visuel understøttelse, pædagogiske hjælpemidler og klare aftaler. Vi arbejder med elevernes stemme og medansvar i hverdagen. Lærere og pædagoger arbejder pædagogisk med at lære børnene strategier, så de bliver i stand til at træffe gode beslutninger og valg.

Dagen i gruppeordningen begynder typisk med morgensamling, hvor der er tid til at møde det enkelte barn og at alle får tjekket ind, inden skolen starter og dagens program bliver gennemgået.

Herefter går de faglige aktiviteter i gang. Eleverne arbejder i kortere intervaller med brug af time-timere, så eleverne ved, hvor længe de skal arbejde. Vi guider og støtter eleverne i overgange mellem aktiviteter og tilrettelægger undervisningen med små pauser, for at de i højere grad kan komme bedst muligt igennem dagen. Vi arbejder med belønning for at motivere eleverne til at indgå i læringssituationer og kunne begå sig i de sociale fællesskaber. Ved klassemøder arbejdes der også med social træning.

Det er vigtigt for eleverne at have sunde fritidsinteresser og vi taler derfor meget med dem om mulighederne på fritidsområdet, herunder klub og foreningsliv.

Skole-hjem-samarbejdet
Forældre er de vigtigste voksne i børns liv. Derfor ønsker vi et tæt samspil med eleverne og deres forældre, der er båret af gensidig respekt og tydelige forventninger til hinanden. Vi søger et konstruktivt samarbejde med forældrene og arbejder ud fra en forståelse af, at det er et fælles ansvar, at eleven udvikler sig, trives og lærer. Forældrene er samarbejdspartnere og medspillere, der deltager og byder ind i forhold til elevens behov og muligheder. Samarbejdet skal være vedholdende, forpligtende og tilrettelægges individuelt efter elevens specifikke behov.

 Skole-hjem-samarbejdet understøttes af en klar og tydelig kommunikation, og en forventningsafstemning om, at der altid arbejdes henimod, at eleven kan indgå i almenmiljøerne. Samtidig er det meget centralt, at der er fokus på inddragelse af eleverne. De skal høres og deltager i statusmøder i så videst muligt omfang.

Søborg Skoles princip for elevernes, forældrenes og skolens ansvar i samarbejdet kan læses på hjemmesiden under Principper og politikker.

Personale og ledelse
Medarbejdergruppen består af lærere og pædagoger, der arbejder tæt sammen i team, også med kolleger fra den almene del af skolen. De har stor viden og erfaring indenfor specialundervisning og specialpædagogik. Medarbejderne kompetenceudvikles løbende og indgår i tæt samarbejde med PPRs psykologer og ressourcekonsulenter, Familieafdelingen og andre eksterne parter efter behov.

Medarbejderne i gruppeordningen indgår fast i supervision med PPR.

Gruppeordningens faglige leder indgår i Søborg Skoles ledelsesteam.

Revideret februar 2022