Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Søborg Skole
Mobil menu

SFO

Velkommen til SFO på Søborg Skole
Vi lægger vægt på at skabe en sammenhængende og hel dag for vores børn. Det vil sige, at SFO’en opleves som en naturlig forlængelse af skoledagen. Som hele Søborg Skole har vi ”læring i sigte”, og vi arbejder med PALS (positiv adfærd i læring og samspil). Vi er optaget af det enkelte barns mulighed for at udvikle sig og lære, og vi tager udgangspunkt i barnets kompetencer og ressourcer.

I SFO har vi særligt fokus på udvikling af gode relationer børnene imellem samt udvikling af de små og store børnefællesskaber. Vi arbejder med grundværdierne selvkontrol, selvhævdelse, samarbejde, empati, ansvar, fantasi og udfoldelse, som er overskrifterne i Gladsaxe Kommunes sociale trinmål.

Vi møder børnene i øjenhøjde, vi er omsorgsfulde og nærværende. Børnene skal føle sig set, hørt og anerkendt. Vi er også tydelige voksne, der udtrykker klare forventninger til samvær og leg. Det betyder noget for os at være gode rollemodeller. Vi tilstræber at være positive, imødekommende, nærværende og tillidsvækkende – både i samværet med børnene og i dialog med vores forældre.

Overgangen fra børnehave til skole og SFO
I Gladsaxe Kommune arbejder alle skoler og dagtilbud med pædagogisk kontinuitet med fokus på en god overgang fra børnehave til skole og SFO. Hvert år indgås en konkret samarbejdsaftale mellem Søborg Skole og områdets børnehuse, som beskriver, hvordan vi helt konkret arbejder med de enkelte elementer i pædagogisk kontinuitet, når børnene begynder hos os.

Pædagogisk kontinuitet i hverdagen
Det betyder meget for os, at både børn, forældre og medarbejdere oplever kontinuitet i hverdagen. Derfor tilknyttes én primærpædagog til hver klasse, der som regel følger klassen fra 0.- 3. klasse. Primærpædagogen har således en central rolle i forhold til at etablere et godt skole-hjem-samarbejde og får et indgående kendskab til barnets læring og trivsel. Primærpædagogen varetager noget af den understøttende undervisning i klassen og er yderligere med i undervisningen nogle timer om ugen. Dette er i høj grad med til at skabe sammenhæng og tryghed for det enkelte barn og for klassen som helhed.